Vi havde en del and tilovers fra middagen i går. Det er nu blevet til ande wrap (lyder næsten som rap). Har man ikke lige alle krydderierne nævnt nedenfor, kan man blot erstatte hele molevitten med almindeligt barbecuekrydderi.
Til 2 pers.
2 håndfulde andekød skåret i mindre stykker
3 spsk. olivenolie
krydderiblanding bestående af:
½ ts røget paprika, ½ ts paprika, ½ ts spidskommen, ½ ts chiliflager, 1 ts tørret timian og 1 ts løgpulver
1 fed knust hvidløg
1 stor squash skåret i helt små stykker
1 ts salt
1 håndfuld finthakket persille
12 cherry tomater eller Marceno tomater skåret i små stykker
2 spsk. friskpresset limesaft
Serveres i: 4 tortilla wraps + evt. smuldret feta, revet cheddar eller smuldret blåskimmelost - whatever is your cheese poison ;-)
Tænd ovnen på 175 gr. varmluft. Derefter svitses andekødet i olivenolien i en stegepande sammen med krydderierne. Når kødet er gennemstegt tages det af panden og hældes i en skål. Smid med det samme squashstykkerne på panden sammen med 1 ts salt og lad dem svitse under omrøring ved middel varme til de begynder at blive bløde og slatne. Så tilsættes tomaterne og der svitses videre under omrøring til de også begynder at smatte lidt ud. Tilsæt persille og det stegte andekød, og rod det hele godt sammen, så det bliver godt varmet igennem. Tilsæt limesaft og smag evt. til med mere salt.
Smid tortilla wrapsene i den varme ovn i så lang tid, som der står på pakken. Put så andefyldet i de varme wraps - evt. sammen med ost - og server med det samme.
Comments