Jeg var lidt for sent ude i forhold til at skaffe en hel and til Mortens aften middagen - så det bliver med andebryst i stedet for. Det er også en hel del nemmere at håndtere. Den hele and må vente til jul. Auberginespelten er en virkelig lækker måde at få aubergine på, og er så proppet med umami, at det sagtens kan gå sammen med and.
Til 4 pers.
Andebryster:
2 stk. fersk andebryst (eller optøede)
fint salt og friskkværnet sort peber
Auberginespelt:
2 dl perlespelt kogt i 4 dl vand + ½ ts. salt til alt vandet er fordampet
4 spsk. olivenolie
2 store auberginer skåret i små tern
1 finthakket rødløg
1 fed knust hvidløg
2 ts. fint salt
400 g brune champignon, renset for jord og skåret i små stykker
1 ts. dijonsennep
1-2 spsk. soyasauce
2 dl havre fløde
1 stor håndfuld finthakket persille
friskkværnet sort peber
Rød spidskålssalat:
½ rødt spidskål skåret i meget fine strimler (rødkål kan også bruges - bare snit det ekstra fint)
4-5 dadler befriet for sten og skåret i små stykker
1 bundt fintklippet purløg
2 æbler med skræl skåret i små stykker
1 dl hakkede hasselnødder (gerne bagt 10 minutter i ovnen, hvis der er tid og overskud)
3 spsk. koldpresset solsikkeolie
1 spsk. god, mørk balsamico
½ ts fint salt
friskkværnet sort peber
Start: Kog spelten og sæt ovnen på 180 gr. varmluft.
Rød spidskålssalat: Put hele molevitten i en bred salatskål eller et lille fad og vend det godt rundt.
Andebrysterne: Med en kniv skæres andefedtet på kryds og tværs. Pas på ikke at skære så dybt, at du kommer til at skære i kødet nedenunder. Gnid begge sider af andebrysterne med salt og friskkværnet sort peber. Læg dem med fedtsiden nedad på en kold pande, som varmes op til lidt over middel varme. Fedtstof er ikke nødvendigt. Lad dem stege i ca. 5 minutter (eller til de er jævnt brune) på fedtsiden, inden de vendes og steges på den anden side i yderligere 5 min. Tag dem af panden, læg dem i et ildfast fad og put dem i den varme ovn i 12-14 minutter (alt efter om det er små eller store andebryster). Derefter tages de ud af ovnen og får lov at trække i 10-15 minutter inden de skæres i tynde skiver og serveres med tilbehøret.
Auberginespelt: Mens andebrysterne er i ovnen laves auberginespelten. På en stor pande hældes olivenolien, der varmes op ved lidt over middel varme. Når olien er varm kommes aubergineternene, det hakkede rødløg og det knuste hvidløg i sammen med 2 ts. fint salt. Rør godt rundt af og til, og når det hele begynder at blive klart og smattet, kommes champignon stykkerne i. Efter et par minutter tilsættes soyasauce og dijonsennep. Rør godt rundt, og når auberginerne når det punkt, hvor de er helt smattet ud til en slags auberginegrød, tilsættes havrefløden under stadig omrøring. Til sidst blandes persille og den kogte perlespelt i, og når det hele er godt blandet sammen, serveres det sammen med andebryster og salat.
Commentaires