Det er en af nationalretterne, som man kan få på hver en restaurant i Georgien. Den er mega nem og hurtig at lave. Første gang jeg fik den, var i min søns børnehave, hvor der var forældre arrangement, hvor man skulle komme med hver sin ret. Denne her var så afgjort en vinder, og jeg har lavet den til buffeter lige siden. Det er først meget senere, på en ferie i Georgien, at det gik op for mig, at den kom derfra.
Til 5-6 pers.
Aberginerne:
2 auberginer skåret på tværs i 1 cm tykke skiver (Bare sådan ca. Ingen grund til at finde linealen frem)
½ dl olivenolie (eller anden neutral olie)
fint salt og friskkværnet sort peber
Valnøddecremen:
2 dl valnødder
2 ts. god karry
1 dl solsikke- eller rapsolie (den billige neutralt smagende)
½-1 ts. fint salt
1-2 dl vand
Pynt: En god håndfuld hakket persille.
Auberginerne: Tænd ovnen på 200 gr. varmluft.
Skær auberginerne i tykke skiver, pensl dem med olie på begge sider, drys med salt og friskkværnet sort peber og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i 20 minutter på den ene side. Derefter tages de ud og vendes, og får så 10-15 minutter i ovnen på den anden side. Tag dem ud og lad dem køle af.
Valnøddecremen: Varm olien op i en pande og tilsæt karry og valnødder. Rod godt rundt i det hele ved middel varme og hvis det er ved at brænde på, tilsættes en lille smule vand. Giv det i hvert fald 5-7 minutter, så karrysmagen virkelig kan folde sig ud og derefter puttes det hele i en minihakker sammen med ½ dl vand og ½ ts. fint salt. Blend. Tilsæt ½ dl vand ad gangen og blend mellem hver gang, indtil du har fået en konsistens, der er cremet uden at være flydende.
Samling: Sæt de bagte aubergineskiver på et fad og top hver skive med valnøddecreme og hakket persille.
Comments