Jeg er faktisk ret pjattet med grønne linser. Kogt med et laurbærblad, et løg og salt er de så rige på umami, at man glemmer alt om kød. En god persillepesto gør heller ikke salaten ringere. En næringsrig og virkelig smagfuld vintersalat.
Til 3 pers.
Persillepesto:
2 store håndfulde bredbladet persille
2 spsk. friskpresset citronsaft
1 spsk. fintrevet citronskal
1 dl god olivenolie
1 fed hvidløg
2 spsk. friskrevet parmesan eller grate me
15 mandler
1 ts. fint salt
Til salaten:
1 aubergine
1 stort rødløg, pillet og skåret i 8 dele
2 spsk. god olivenolie
3 tomater skåret i små stykker
1 dl grønne linser
1 lille løg skåret i halve
1 laurbærblad
1½ ts. fint salt
1 frisk italiensk mozzarella, drænet for lage og duppet tørt med køkkenrulle, før skåret i små stykker
Servering: Lidt drys af finthakket persille
Pesto: Put samtlige ingredienser i en minihakker og blend til alle ingredienser er fintdelt del en homogen masse.
Grønne linser: Put 1 dl grønne linser i en kasserolle med 3 dl vand, 1 ts. salt, 1 laurbærblad og et lille løg skåret i to halve. Lad det komme op og koge, skru så ned til lav varme og lad det småkoge under låg i 20 minutter. Derefter slukkes for varmen og linserne står og trækker under låg en 5 minutters tid før det overskydende vand sies fra og løg og laurblad kasseres.
Bland linserne med en stor skefuld persillepesto.
Aubergine og rødløg: Lægges på en bageplade beklædt med bagepapir og vendes i 2 spsk. olivenolie og drysses med ½ ts fint salt og et generøst drys friskkværnet sort peber. Bages i en forvarmet ovn ved 175 gr. varmluft i 25 min.
Tomaterne: Skæres i små stykker og vendes i en skål med 1 spsk. persillepesto.
Samling: I et fad blandes de grønne linser med pesto sammen med tomaterne og de bagte grøntsager. Den italienske mozzarella fordeles herover sammen med et godt drys friskhakket persille.
Comments