Jeg er helt pjattet med friske figner og er så heldig at have et figentræ i haven, der bærer masser af frugt. I sæsonen kan jeg næsten ikke følge med og bruger både figner til kager, desserter og salater. Når de lige bliver bagt lidt i ovnen, træder sødmen frem og så er de ideelle sammen med flødeskum.
Til 4-5 pers.
Mandelbund:
3 æggehvider
2 dl sukker
2 dl mandelmel
125 g hakket mørk chokolade 70%
1 ts. smør eller vegan block til at smøre springformen
Topping:
4 dl piskefløde eller Oatly iMat Visp pisket til skum
5 store, friske figner skåret i kvarte
3 spsk. akacie honning
Mandelbund:
I en skål piskes æggehviderne stive. Derefter tilsættes sukkeret og der piskes igen til hviderne er helt stive. Vend mandelmel og hakket chokolade heri og put dejen i en smurt springform.
Bages i en forvarmet ovn i 1 time ved 140 gr. varmluft.
Tages ud og køles af.
Fignerne:
Mens mandelbunden køler af og ovnen stadig er varm, skrues den op til 170 gr. varmluft og fignerne bages på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 12 minutter.
Tag dem ud og køl dem af.
Samling:
Pisk fløden til skum. Fordel det på mandelbunden og top med de bagte figner og akaciehonning.
Commentaires