En virkelig delikat og farverig vegansk ret. Og selv om der er flere processer i den, er den ret nem at lave - også for begyndere.
Til 3 pers.
Græskarpuré:
½ hokkaido græskar befriet for indmad og skåret i mindre stykker (ca. 2x2x2cm)
½ ts. fint salt
½ dl solsikkeolie
1 fed knust hvidløg
1½ spsk. friskpresset citronsaft
1 ts. fintrevet citronskal
1 håndfuld finthakket frisk dild
Smørstegt palmekål:
12 palmekålsblade befriet for midterstilk og derefter skåret i ultratynde strimler
15 g vegan block
salt og friskkværnet, sort peber
Bagte jordskokker, rødløg og hasselnødder:
500 g jordskokker, skrællet og skåret i passende stykker (ca. 2x2x2 cm)
3 rødløg, skrællet og skåret i kvarte
75 g hasselnødder
2 spsk. olivenolie
fint salt og friskkværnet, sort peber
Græskarpuré:
Put græskarternene i en kasserolle, hæld vand over, så det lige dækker og tilsæt 1 ts. salt. Lad det komme op at koge, skru lidt ned og lad det småkoge under låg ved middel varme i ca. 12 minutter. Check om de er møre, hæld vandet fra og tilsæt så resten af ingredienserne og brug en stavblender til at blende det hele sammen til en glat puré.
Bagte jordskokker, rødløg og hasselnødder:
På en bageplade beklædt med bagepapir vendes jordskokketernene og rødløgsstykkerne i olivenolie. Drys med salt og friskkværnet, sort peber. I et hjørne placeres hasselnødderne. Kom det hele i en forvarmet ovn ved 180 gr. varmluft i 25 minutter. Efter 9 minutter tages hasselnødderne ud, og grøntsagerne får lov at bage videre for sig selv, til de er færdige. Hasselnødderne kommes i et viskestykke, og nulres fri for skræl, hvorefter de hakkes groft, så de er klar til anretning.
Smørstegt palmekål:
Varm en pande godt op. Smelt vegan block heri, og når den bruser godt op, tilsættes palmekålen og et godt drys salt og friskkværnet, sort peber. Rod lidt rundt i det i en 5 minutters tid, og servér det så sammen med græskarpuré og de bagte grøntsager med et generøst drys hakkede hasselnødder.
Comments