Bolognese med røget fasan
- ninaaskov
- 15. apr. 2023
- 1 min læsning

Den røgede smag fra fasanen, giver en virkelig god fylde til bolognesen. Men hvis man ikke lige orker at bestille røget fasan hos Klosterhedens vildt , kan man sagtens bruge hakket kylling.
Til 4-5 pers.
3 spsk olivenolie
2 porrer, renset og skåret i tynde skiver
½ grofthakket fennikel, hvor midterstokken er fjernet
2 gulerødder, skrællet og skåret i helt små stykker
3 fed hvidløg
1 ts. røget paprika
2 ts. sød paprika
1 ts. tørret timian
1 ts. tørret rosmarin
1 ts. mild karry
250 g røget fasanbryst, som blendes til hakket kød i en minihakker (købes hos webshop, Klosterhedens vildt)
1½ dåse hakkede øko tomater
1½ dl rødvin
2 spsk. koncentreret tomatpuré
3 laurbærblade
1 ts. blåskimmelost
1 håndfuld hakket frisk basilikum
1½ dl havrefløde eller piskefløde
2 ts. salt + friskkværnet, sort peber
Serveres med pasta og friskrevet parmesan.
I en mellemstor gryde varmes olivenolien op. Når den er godt varm, tilsættes porrer, hvidløg, gulerødder og fennikel sammen med 2 ts. salt. Skru ned til middel varme, og lad det svitse længe med omrøring af og til. Porrerne skal være smattet helt ud, før krydderierne tilsættes.
Lad dem svitse med et minuts tid før det blendede fasanbryst tilsættes. Lad det svitse med yderligere et minuts tid, før de hakkede tomater, tomatpuréen og rødvinen tilsættes sammen med laurbærbladene. Lad det komme op at koge, skru så ned til under middel varme og lad det stå og småsimre under låg i ca. 20 minutter. Derpå tilsættes blåskimmelost, havrefløde og hakket basilikum. Smag evt. til med salt og friskkværnet, sort peber og så er den klar til servering.
Comments