top of page
ninaaskov

Chokoladetrøfler med appelsin




Der er tid til at temperere chokolade - og så er der tid til at lade være. Med de her trøfler, skal chokoladen ikke tempereres, da det er meningen, at de skal være bløde og smelte i munden. Det gør dem også en hel del nemmere at lave.

Køb en god kvalitets chokolade. Helst J.D. Gross Equador 70 % fra Lidl eller Moseroth 70% fra Aldi. De er ikke de dyreste, men de bedste.


Til ca. 40 stk.


Trøffelmassen:

1 dl havremælk barista eller sødmælk

50 g vegan block eller smør

½ ts. kanel

2 ts. fintrevet øko appelsinskal

½ ts. cayennepeber

250 g finthakket mørk chokolade


Til overtræk og drys:

150 g finthakket mørk chokolade

2 ts. kakaopulver




Trøffelmassen:

I en kasserolle smeltes vegan block og når den er smeltet tilsættes havremælken og derefter kanel, cayennepeber og fintrevet appelsinskal. Bring det hele op på kogepunktet og tag så kasserollen af varmen. Lad den lige stå et enkelt minut inden den finthakkede chokolade røres i. Rør til alle klumper er opløst og hæld med det samme massen over i en beholder og stil den på køl i minimum tre timer inden den rulles til små kugler. Lad være med at være for omhyggelig med rulleriet. Det gør ikke noget, at de er lidt rustikke i formen. Læg kuglerne på et fad og stil dem tilbage i køleskabet, hvor de skal stå i minimum 2 timer og blive så faste, at de kan overtrækkes med chokolade.


Overtræk og drys.

Put kakaopulver i en si og hold den klar til at drysse på trøflerne.

Bring ca. 4 dl vand næsten til kogepunktet og sæt en metalskål eller glasskål på. Skålen skal være så stor, at den ikke falder ned i kasserollen, men hviler ovenpå. Sæt kogepladen på næst laveste blus. Vandet må ikke koge.

Hæld den finthakkede chokolade heri og rør rundt med en gaffel til al chokoladen er helt smeltet. Flyt hele molevitten fra kogepladen, så chokoladen bliver holdt lun og flydende i eftervarmen.


Læg en bageplade beklædt med bagepapir ved siden af den smeltede chokolade. Put en af de kolde trøfler i chokoladen og med en gaffel vendes den rundt, så den er dækket af chokolade over det hele. Vær ikke for lang tid om det. Den skulle nødigt gå hen og smelte. Løft trøflen op og kør den overskydende chokolade af op ad kanten på skålen, så den ikke drypper for meget af chokolade, når den placeres på bagepladen.


Når du har overtrukket ca. 10 stk. drysses med kakao. Det skal gøres, mens chokoladen stadig er våd. Så snart den størkner (og det gør den forholdsvis hurtigt, når trøflerne er kolde) sætter kakaopulveret sig ikke ordentligt på trøflerne. Gentag processen indtil alle trøfler er overtrukket og drysset med kakao.


Sæt dem på køl og hold dem der, til de skal serveres. De kan holde sig et par uger i en lufttæt beholder i køleskabet, men det er usandsynligt, at de ikke er blevet spist inden da.

22 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page