Jeg elsker nougatcreme, men den kan godt blive for kvalm, hvis den ikke får modspil af noget syrligt. Her er det syrlige indslag havtorn - og det fungerer super godt sammen.
Jeg bor selv i et område, hvor der er masser af havtorn, men jeg synes simpelthen, at det er for besværligt at plukke dem - også selvom de bliver frosset. Så jeg køber altså mine havtorn på frost i Irma - eller Coopmad.dk.
Til 6 stk.
Filodejsrederne:
½ pakke filodej
½ dl solsikke-eller rapsolie (den billige, smagsneutrale)
1 ts. flormelis
Nougatcreme:
150 g blød nougat skåret i tern
2,5 dl piskefløde
Havtornsauce:
200 g frosne havtorn (fås i Irma eller Coopmad.dk)
2 dl rørsukker
1 spsk. citronsaft
2 stjerneanis
2 ts. Maizena rørt ud i 2 spsk koldt vand
Filodejsrederne:
Klip filodejen i ca. 10x10 cm kvadrater. Du skal bruge 12 kvadrater.
Hæld solsikkeolien op i en lille skål. Pensl en muffinform med 6 huller med solsikkeolie. Resten af olien røres op med flormelis, og denne blanding bruges til at pensle alle filodejskvadraterne med. Tag et oliepenslet kvadrat og læg et andet ovenpå, så resultatet bliver en 8 takket stjerne. Tag stjernen og mas den forsigtigt ned i et af hullerne i muffinformen, så den danner en rede, som på billedet. Gentag processen til alle hullerne er fyldt med reder.
Bag dem i en forvarmet ovn ved 175 gr. varmluft i 10 minutter. Tag dem ud og stil dem til afkøling på en bagerist beklædt med køkkenrulle, der kan suge den overskydende olie.
Nougatcreme:
I en kasserolle varmes ½ dl piskefløde op til den lige kommer op at koge. Tag kasserollen af varmen og put nougaten i. Rør rundt til alle klumperne er smeltet. Derefter hældes resten af fløden i lidt efter lidt under konstant omrøring. Stil det på køl et par timer og når nougatfløden er helt gennemkold piskes den til skum, fuldstændig som man pisker flødeskum.
Havtornsauce:
Hæld de frosne havtorn i en kasserolle sammen med sukker, citronsaft og stjerneanis. Lad det komme op at koge ved lidt over middel varme. Når sukkeret er helt opløst, tager man en stavblender og laver tre blend, så nogle af havtornene bliver blendet og kommer til at udgøre en sauce - men en del stadig forbliver hele. Derefter røres Maizenablandingen i og der røres til saucen begynder at tykne. Den skal bare lige tykne lidt - ikke blive til marmelade. Tag derefter saucen af varmen og lad den stå og køle af til den skal bruges.
Samling: Put nougatcremen i en sprøjtepose (en husholdningsplasticpose kan også gøre det) og lige før serveringen, sprøjtes den ned i rederne. Derefter toppes med havtornsaucen.
Comentarios