Gateau Marcel er min absolut yndlings chokoladekage. Den er helt uden mel og smelter nærmest på tungen. Jeg bruger altid chokolade fra Lidl (J.D. Gross Equador 70%). Det er chokolade af virkelig god kvalitet og med en afbalanceret, fyldig smag - og så er den Fairtrade mærket, hvilket er anbefalet af forbrugerrådet, "Tænk". Sjovt, at man finder den bedste kvalitet på chokolade i lavpris supermarkeder.
Til 8 pers.
Til kagen:
175 g vegan block (giver en bedre konsistens end smør i dette tilfælde)
175 g finthakket mørk chokolade 70 %
4 æg
1,75 dl sukker
1½ spsk. god kakao til at drysse med inden servering
Til hindbærcoulis:
1½ dl hindbær (frosne er fint)
1½ dl flormelis
Kagen: Tænd ovn på 165 gr. varmluft. I en kasserolle smeltes veganblocken. Når den begynder at smelte, bruges noget af det smeltede til at pensle en springform med. Når det hele er smeltet, tages kasserollen af varmen og den hakkede chokolade puttes i. Med en dejskraber røres der rundt, til al chokoladen er smeltet, og der ikke er flere klumper tilbage. Sæt til side.
De 4 æg deles i to skåle med æggeblommer i den ene og æggehvider i den anden. Æggehviderne piskes til de er stive og under fortsat piskning tilsættes halvdelen af sukkeret. Pisk videre et par minutter. Derefter piskes æggeblommer sammen med resten af sukkeret. Pisk til de er lette, luftige og lyse. Derefter hældes chokolademassen i, og der piskes til det er nogenlunde fordelt. Derefter hældes massen over de piskede æggehvider, som de vendes rundt i med en dejskraber. Vend ikke for meget, så luften bliver slået ud. Nu har du den skønneste chokolademousse. Hæld lidt over halvdelen af den i den smurte springform og bag den i den forvarmede ovn i 22 minutter. Derpå sættes den på køl, og når den er helt kold, hældes resten af chokolademousssen over og fordeles jævnt over hele kagen. Lige før den skal serveres, drysses kakaopulveret over gennem en si.
Hindbærcoulis: Hindbærrene blendes sammen med flormelis og voila! Du har en skøn bærsauce at servere kagen med.
Comments