Det er hurtigt og nemt at lave. Dog skal de oliesyltede tomater laves dagen i forvejen. Men har du ikke lige fået gjort det, kan du også sagtens nøjes med at bage nogle halverede cherry tomater.
Til 3-4 omeletter:
Omeletterne:
3 æg
1 fed knust hvidløg
70 g frisk spinat, der er groft hakket
30 g vegan block eller smør til stegning
groft salt og friskkværnet, sort peber til at drysse på under stegning
Straciatella:
1 frisk mozzarella skåret i mindre stykker
1 dl piskefløde
1 glas oliesyltede tomater (se opskrifter HER) eller 200 g halverede cherrytomater
Servering: Med frisk basilikum + et skvæt god olivenolie på straciatellaen.
Tomater: Hvis du ikke har lavet oliesyltede tomater, kan du også bare bage halverede cherrytomater på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 30 minutter i en forvarmet ovn ved 175 gr. varmluft.
Straciatella:
I en minihakker blendes den friske mozzarella med piskefløden ganske kort.
Omeletterne:
I et højt blenderbæger puttes æg, hvidløg og hakket frisk spinat. Med en stavblender blendes det hele sammen til en jævn og meget grøn masse.
En pande varmes godt op og lidt vegan block smeltes herpå. 1/3 af æggemassen hældes ud herpå og fordeles så den den bliver så stor og tynd som muligt. Drys med lidt groft salt og friskkværnet, sort peber og vend den. når den begynder at stivne så meget at den kan vendes. Steges ganske kort på den anden side og hæld den så over på en tallerken. Gentag proceduren til du har 3-4 skriggrønne omeletter.
Samling: På hver omelet lægges en stribe straciatella, som toppes med de bagte eller oliesyltede tomater, en stribe god olivenolie og lidt frisk basilikum.
Comments