top of page
ninaaskov

Kartoffelsalat med grønne linser og tomat



Når tomaterne får lov at stå og trække med olivenolie, salt, hvidløg og forårsløg, opstår der en utrolig velsmagende saft, som kommer til at udgøre dressingen til den her salat, og som gør, at salaten til trods for lidt tørre ingredienser, på ingen måde virker tør og kedelig.


Til 4 pers.


500 g kartofler

1½ dl grønne linser

5 tomater, skåret i små stykker

½ dl god olivenolie

1 fed knust hvidløg

1 bundt forårsløg skåret i tynde ringe

70 g kalamataoliven uden sten, hakket groft (kan godt udelades, hvis du virkelig ikke kan lide oliven)

salt og friskkværnet, sort peber



Kartoflerne:

Put dem i en gryde, hæld vand over, så det lige dækker og tilsæt 1 ts. salt. Når de kommer op at koge, skrues ned for varmen til lidt under middel og de småkoger videre i ca. 12 minutter, hvorefter de tages af varmen og står og trækker i kogevandet under låg i ca. 10 minutter. Herefter hældes vandet fra og de får lov at køle af, inden de pilles og skæres i mindre mundrette stykker.


De grønne linser:

Put 1½ dl grønne linser i en kasserolle med 3 dl vand og 1 ts. salt. Lad dem komme op at koge, skru ned for varmen til lidt under middel og lad dem derefter småkoge under låg i ca. 15 min. Check om de er møre inden vandet hældes fra.


Tomaterne:

Imens kartofler og linser står og koger, puttes tomaterne, halvdelen af forårsløgene, hvidløg, olivenolie, ½ ts. salt og godt med friskkværnet sort peber i en skål. Vend det hele godt sammen og lad det stå og trække i minimum 15 minutter.


Samling:

Put kartofler, grønne linser, kalamata oliven og tomatsalat i en stor skål og bland det hele godt sammen. Drys til sidst med resten af forårsløgene.



Seneste blogindlæg

Se alle

Commenti


bottom of page