Omeletter med jordskokker og ramsløg
- ninaaskov
- 24. mar. 2023
- 2 min læsning

Nu hvor jeg kun laver mad med lokalt frugt og grønt, der er i sæson, bliver jeg overdrevent glad, hver gang noget nyt titter frem. Her er det ramsløg, som vi er så heldige at have i hækken, og jeg har gået og kigget til dem hver dag i 2 uger - og endelig er de der. Kan næsten ikke vente til de er helt oppe, inden jeg plukker dem. De er gode at fryse og i år skal jeg så meget fylde fryseren med dem.
"Ramsløg er i løgfamilien, og har en karakteristisk hvidløgssmag og –duft. De indeholder masse C-vitamin, faktisk 20-40 gange så meget som i citroner, og kan bruges i retter, hvor man ellers ville bruge hvidløg eller purløg."
Kilde: Dansk Naturfredningsforening
Pas dog på med ikke at forveksle dem med liljekonvaller, der er super giftige. Er du i tvivl, så nulr bladet mellem fingrene. Det skal gerne lugte af løg og hvidløg, hvis det er ramsløg. Er du stadig i tvivl, så bid forsigtigt i et blad. Hvis det er liljekonvaller, brænder det så kraftigt i munden, at du overhovedet ikke er i tvivl mere. - Bare ikke noget med at synke, for de er, som sagt, giftige.
Til 2 omeletter:
Omeletterne:
2 spsk. vegan block
4 mellemstore jordskokker, skrællet og skåret i ultra tynde skiver
2 store håndfulde finthakkede ramsløg
½ ts. fint salt og friskkværnet, sort peber
4 sammenpiskede æg
Fyld:
2 dl rød spidskål eller alm. spidskål, skåret i fine strimler
1 stort, dansk æble med skræl, skåret i helt små stykker
3 spsk. cremefraiche
1 knivspids fint salt + friskkværnet, sort peber
Pynt: Lidt finthakket ramsløg
Omeletterne:
Smelt halvdelen af vegan block på en pande ved middel varme, og svits ramsløg og halvdelen af jordskokkerne heri sammen med en lille smule salt og friskkværnet, sort peber. Efter et par minutter tilsættes halvdelen af de sammenpiskede æg, og æggemassen fordeles hen over grøntsagerne. Lad det stege i et par minutter eller til al æggemassen er stivnet.
Lad omeletten glide over på en tallerken.
Vask panden og følg proceduren én gang til, til du har en omelet mere.
Fyld: Bland samtlige ingredienser sammen og fordel salaten på den ene halvdel af omeletterne og vip den anden halvdel ind over.

Comments