top of page
ninaaskov

Pasta Arrabiata med mørk rom og burrata




Denne version af pasta Arrabiata er min udgave - dog kraftigt inspireret af Fabro Pasta, hvor jeg så en af deres retter blive serveret med en halv burrata ovenpå pastaen, hvilket passer helt fantastisk til.


Jeg har valgt at tilsætte rom i stedet for hvidvin/rødvin eller mørk balsamico. Det giver en lettere karamelliseret smag, når bare alkoholen får lov at dampe godt af - og jeg synes det klæder saucen rigtig godt. Men har man ikke lige rom i skabet (og har man ikke brug for en undskyldning til at købe den), fungerer det andet også rigtig fint.


Til 2-3 pers.


½ dl god olivenolie

½ dl tomatpuré

2 fed knust hvidløg

½ ts. tørret chipotle chili eller tørrede chiliflager

½ dl mørk rom (kan erstattes af hvidvin, rødvin eller en virkelig god mørk balsamico)

2 spsk. finthakket frisk salvie

1 dåse hakkede øko tomater

2 ts. fint salt

2 ts. sukker

½ dl piskefløde eller havrefløde

200 g god tagliatelle (båndspaghetti)


Servering: Portionsanret og på hver portion lægges en halv burrata, der overhældes med lidt god olivenolie og et godt drys friskkværnet sort peber. Derudover masser af frisk revet parmesan.




Blend de hakkede dåsetomater med en stavblender. Hvis du er forsigtig, kan du gøre det i selve dåsen.


På en stor pande varmes olivenolien op, og når den er godt varm tilsættes hvidløg, salvie og chipotle chilli sammen med tomatpuré. Rør godt rundt. Pas på, at det ikke brænder på. Skru gerne ned for varmen eller fjern helt panden fra komfuret, hvis det begynder at ryge. Tilsæt den mørke rom og rod den godt sammen med resten. Bliv ved at røre, til du fornemmer, at alkoholen fra rommen er dampet helt af. Tilsæt de blendede, hakkede dåse tomater og salt og sukker. Lad det stå og småsimre i nogle minutter og tilsæt så fløden. Lad det yderligere stå og simre og smag så til med evt. mere salt og sukker.


Kog tagliatellen i rigeligt, letsaltet vand tilsat 1 spsk. olivenolie. Når den er al dente, tages den op med en pastaske og placeres i panden med saucen. Vend pastaen godt rundt i saucen og servér den portionsanrettet med burrata, olivenolie, et generøst drys friskkværnet sort peber og et generøst drys frisk revet parmesan.







Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page