Her går de meget syrlige rabarber godt sammen med quinoaen og de andre meget milde og fede ingredienser.
Det er ikke så tit, at jeg bruger avocado, da jeg helst vil holde mig til lokale grøntsager for at undgå lang transport - men når det er med skib, som det er med avocado, så er CO2 aftrykket ikke så højt (1,07 CO2e pr. kilo) igen.
Kilde: Den store Klimadatabase
2-3 pers.
Spinatdressing:
1 stor håndfuld babyspinat
1 fed knust hvidløg
½ dl god olivenolie
1 spsk. citronsaft
½ ts. salt + friskkværnet, sort peber
Salaten:
½ dl hvid quinoa
½ dl rød eller sort quinoa
1 ts. salt
3 forårsløg, skåret i tynde skiver
150 g friske rabarber skåret i skiver
1 avocado skåret i tern
1 bundt grønne asparges, skåret i små stykker
2 spsk. olivenolie
2 spsk. rørsukker
Topping: 50 g pinjekerner ristet let på en tør pande til de bliver gyldent brune
Spinatdressing:
Put spinaten i et højt blenderglas. Hæld kogende vand over og lad det stå og mørne et minuts tid, inden vandet hældes fra igen og resten af ingredienserne kommes i blenderglasset og der blendes til en jævn dressing med en stavblender.
Salaten:
Put quinoa i en kasserolle med 2½ dl vand og 1 ts. salt. Bring det i kog, skru ned til lidt under middel varme og lad det småkoge ca. 20 minutter under låg til al vandet er fordampet. Lad det trække 5 minutter og bland det så med dressingen.
Varm en pande op med olivenolien og svits de grønne asparges stykker heri med et drys salt og lidt friskkværnet, sort peber. Efter et par minutter tages de af varmen og stilles til side.
De 2 spsk. sukker drysses jævnt ud på en kold, stegepande. Sæt den på lidt over middel varme og lad sukkeret smelte næsten helt uden at røre i det. Når det hele er næsten flydende tilsættes rabarberstykkerne sammen med ½ ts. salt og der røres godt rundt i det hele. Sukkeret vil trække væske ud af rabarberne, der vil blive dampet ganske let. Når rabarberstykkerne begynder at blive møre (stadiet lige før de smatter ud) tages de af panden.
I et fad blandes quinoaen med de stegte rabarber og grønne asparges, samt avocado og forårsløgskiverne. Top med de let ristede pinjekerner.
Comments