Lidt godt til eftermiddagskaffen. Mit yndlingsbrød er gærbrød. Her er det med rabarber- pære kompot, fordi det lige var det, jeg havde, men det kan i princippet være alt muligt fyld, man putter ind i sådan en stang.
Til ca. 8 pers.
Dej:
50 g vegan block
3 dl soyamælk
1 ts. salt
2 spsk. sukker
10 g økologisk gær (læs hvorfor HER)
5½ dl hvedemel
3 spsk. solsikkeolie (ikke koldpresset)
Rabarber-pære kompot:
150 g frosne rabarber
2 store pærer, skrællet og skåret i mindre stykker
2 dl sukker
2 spsk. citronsaft
Topping: 1 sammenpisket æg + 2 ts. rørsukker + 1 ts. knuste kardemommefrø (se nederst)
Dejen:
I en gryde smeltes vegan block. Når den er smeltet tilsættes soyamælk og kasserollen tages af varmen og der mærkes efter med en lillefinger om den er lun. Så tilsættes gær, salt og sukker, og der røres rundt, til gæren er helt opløst. Derefter røres melet i lidt efter lidt og det sidste æltes i. Ælt godt igennem og sæt så dejegn til side et lunt sted et par timer til den er hævet til næsten dobbelt størrelse.
Rabarber-pære kompot:
Put samtlige ingredienser i en kasserolle. Rør godt rundt, så sukkeret bliver jævnt fordelt over det hele. Varm det op og når det begynder at koge skrues ned for varmen og det får lov til at stå og småkoge uden låg i ca. 30 minutter eller til kompotten har samlet sig og ikke er for våd. Stil den på køl.
Samling:
Rul dejen ud på et stykke bagepapir, der er penslet med 2 spsk. solsikkeolie. Pensl kagerullen med olie, så dejen ikke klæber til den. Når dejen er rullet ud, så den fylder hele bagepapirets areal, fordeles kompotten i en streg i midten af den lange side. Nu klippes siderne i strimler, som kan foldes ind over midten og dermed omslutte kompotten. Mas enderne sammen, så der ikke kan komme kompot ud den vej, når stangen bliver bagt.
Pensl med det sammenpiskede æg og drys med sukker og kardemommefrø, der forinden er blevet hakket med en stor skarp kniv.
Dæk stangen med et viskestykke og lad den hæve et lunt sted i 30 minutter, før den bages i en forvarmet ovn ved 180 gr. varmluft i 20-22 minutter.
Kardemommefrø, er de sorte frø, der er inde i de hele kardemommekapsler.
Comments