top of page
ninaaskov

Rabarbertrifli med karamelcreme



Den blide, bløde karamelcreme passer her rigtig godt sammen med den skarpt syrlige rabarberkompot.



Til 4-6 pers.


Rabarberkompot:

8 rabarberstilke, skåret i tynde skiver (ikke noget med at bruge bladene- de er giftige)

2 spsk. friskpresset citronsaft

2 dl sukker


Karamelcreme:

1 dl rørsukker

½ dl sirup

½ ts. flagesalt

3½ dl piskefløde eller Oatly IMat Visp


Crumble:

150 g knuste havrekiks

½ dl rørsukker

30 g vegan block


Crumble:

Knus havrekiksene ved at putter dem i en plasticpose og bank dem forsigtigt med bunden af en flaske til det hele er blevet til krummer. Det må gerne være lidt rustikt.

På en pande smeltes sukkeret ved at fordele det jævnt over hele panden og så lade det stå og smelte ved lidt over middel varme. Når næsten det hele er smeltet, røres vegan block i. Rør rundt til sukker og fedtstof er godt blandet. Tilsæt de smadrede havrekiks, og bliv ved at røre til det hele er blevet dækket af karamelmassen. Pas på det ikke brænder på. Efter et minuts tid, hældes det hele over på en bageplade beklædt med bagepapir, hvor det får lov at køle af.


Rabarberkompot:

Put rabarberskiverne i en kasserolle sammen med citronsaft og sukker. Vend det godt rundt, så sukkeret bliver jævnt fordelt. Bring det i kog (sukkeret trækker saften ud af rabarberne, så der bliver rigeligt saft, der kan koge) og lad det småkoge under låg ved middel varme i ca. 25 minutter. Smag evt til med ekstra sukker eller citronsaft.

Sæt kompotten på køl, så den er klar til servering.


Karamelcreme:

I en kasserolle puttes sukker, sirup, salt og 1 dl fløde. Bring det i kog og lad det småkoge ved lav varme i ca. 20 minutter. Tag det af varmen og rør resten af fløden i. Lad det køle helt ned til køleskabstemperatur og pisk det så til en luftig creme.


Samling:

Umiddelbart før servering puttes crumble i glas, kompot kommes ovenpå og der toppes med karamelcreme.

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page