![](https://static.wixstatic.com/media/0d3797_c8ef07f817ee47cd909230fb9d5e54f0~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_735,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/0d3797_c8ef07f817ee47cd909230fb9d5e54f0~mv2.jpg)
Jeg har bare gået og ventet på at bærrene på mine ribsbuske blev modne, så jeg kunne lave denne her marinade. Hvis man nu ikke spiser kød, fungerer den også glimrende med tofu eller halloumi.
Til 2 pers.
Marinade:
1 stor håndfuld ribs
½ dl olivenolie
1 fed knust hvidløg
1 håndfuld finthakket frisk timian
1 ts. sennepspulver (eller honning og balsamico sennep)
1 ts. løgpulver
evt. ½ ts. lakridsrodspulver (urtekram) eller sukker
1 ts. salt + rigeligt friskkværnet, sort peber
Til resten:
2 øko kyllingebryster klippet i strimler
½ spidskål, skåret i tynde strimler
2 rødløg skåret i tynde skiver
1 fennikel, skåret i tynde strimler (gem de grønne toppe til topping)
salt og friskkværnet, sort peber
Topping: De grønne toppe fra fennikelen og parmesan/Grate Me spåner.
Put ingredienserne til marinaden i et blenderbæger og blen til en jævn marinade med en stavblender.
Læg kyllingestrimlerne i en skål og vend marinaden heri. Lad det hele stå og trække nogle timer.
Hæld noget af olien fra marinaden over på en pande, og varm den op. Svits rødløg og fennikel heri ved høj varme et minuts tid for sig selv, og tilsæt så spidskålen. Vend det godt rundt og når det begynder at blive en smule slattent, smages det til med salt og peber og tages så af panden og kommes over i et serveringsfad.
Derefter varmes panden op igen, og kyllingestrimlerne svitses heri i egen marinade. De skal blot have et par minutter, og derefter fordeles over grøntsagerne.
Top med fennikeltoppene og spåner af parmesan eller Grate me.
Comments