Jeg spiste frokost på restaurant Gemini i går, hvor jeg fik den mest fantastiske rødbedetatar til forret. Inspireret heraf, har jeg lavet min egen version, der virkelig også kan noget.
Super nem og raffineret forret.
Til 4 pers.
500 g rødbeder
½ ts. fint salt
1½ spsk. koldpresset solsikkeolie eller anden nøddeagtig olie
½ spsk. friskpresset citronsaft
½ ts. Dijonsennep
1 lille fed knust hvidløg
40 g valnødder
50 g smøregedeost
1 håndfuld frisk estragon
friskkværnet, sort peber
Skær top og bund af rødbederne. Behold skrællen på. Hvis de er store skæres de i halve. De skal ca. være på størrelse med et æg. Bag dem i en forvarmet ovn ved 175 gr. varmluft i ca. 35 minutter. Test om de er møre og hvis ikke, får de lige 5-10 minutter mere. Tag dem ud, køl dem ned, skræl dem og hak dem ultra fint i hånden.
I en skål blandes salt, solsikkeolie, citronsaft, Dijonsennep og hvidløg. Vend de hakkede rødbeder i og smag til med evt. mere sennep, salt eller citronsaft. Derefter får de lov at trække lidt.
På en tør pande ristes valnødderne til de begynder at dufte og få lidt brune pletter. Tag dem af varmen og hak dem groft.
Tag nogle af de pæne estragontoppe fra og hak resten.
Samling: I 4 skåle arrangeres rødbedetataren i bunden og derefter toppes der med små klatter af gedeosten. Der drysses med de hakkede valnødder, den hakkede estragon + estragontoppene og sluttes af med et drys friskkværnet, sort peber.
Comentários