top of page
ninaaskov

Sprøde filodejsruller med krydret kylling og spinat

Opdateret: 27. mar. 2023




Det er tit, at jeg får en craving efter noget sprødt og fyldigt. Chips duer ikke og forårsruller er for meget af et måltid og for meget pjask med olie - men de her ruller er helt perfekte og første gang jeg spiste dem, kom jeg til at spise så mange, at jeg rent faktisk fik det dårligt. Siden har jeg lært at beherske mig, men de er altså bare for skønne - og så er de super nemme at lave.


Til ca. 15 ruller


1 pakke filodej (kan fås i Irma, Superbrugsen og andre velassorterede supermarkeder)

1 sammenpisket æg

1 dl solsikke- eller rapsolie (den billige, neutralt smagende)

2 fed knust hvidløg

300 g hakket kyllingekød (eller hakket vildsvin eller krondyr)

2 ts. løgpulver

1 ts. stødt spidskommen

1 ts. røget paprika

1 ts. god tørret timian

1 ts. tørret chipotle chili

½ dl soyasauce

3 håndfulde groft hakket frisk baby spinat

½ ts. fint salt

70 g revet cheddar



Start med at lave fyldet. På en pande svitses hvidløg i 3 spsk. solsikkeolie, kort efter tilsættes det hakkede kyllingekød og der røres godt rundt. Tilsæt krydderierne og rør fortsat, til de er godt fordelt og har fået så meget varme, at de udfolder sig. Så tilsættes soyasauce under fortsat omrøring og så den hakkede babyspinat. Når spinaten er blevet godt slatten smages der til med salt og panden tages af komfuret. Efter et par minutter røres halvdelen af det sammenpiskede æg i.


Tag en bageplade beklædt med bagepapir og pensl bagepapiret med et tyndt lag soklsikkeolie.


Pak filodejen ud. De tynde ark udgør rektangler, som klippes med en saks ned gennem midten af den lange side. Klip alle arkene på én gang. Tag nu et ark og pensl det med et tyndt lag solsikkeolie. Placér 2-3 spsk af kyllingefyldet i midten på den øverste del af smalle del af arket. Drys med 1 ts. revet cheddar ovenpå fyldet. Rul filodejen omkring fyldet. Når en tredjedel af arket er rullet, bøjes begge siderne indover den fyldte del og der rulles videre. På den måde lukkes enderne. Læg rullen med den løse ende nederst på bagepapiret og gentag processen indtil der ligger ca. 15 ruller på bagepladen. Pensl nu hver enkelt rulle med resten af det sammenpiskede æg, og bag rullerne i en forvarmet ovn ved 190 gr. varmluft i 20 minutter.





Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page