Gode som snack eller sammen med lidt salat, som forret. Estragonen giver en ret raffineret smag og passer godt sammen med den milde blomkål og det sødt, skarpe fra de karamelliserede løg.
Til 12 pakker:
1 pakke filodej
½ dl solsikkeolie
2 spsk. sesamfrø
1 blomkål
1 håndfuld frisk hakket estragon
½ dl havrefløde eller alm. fløde
1 sammenpisket æg
4 grofthakkede rødløg
2 spsk. olivenolie
½-1 ts. tørret chipotle chiliflager eller alm. chiliflager
2 spsk. god mørk balsamico
1½ ts. brun farin eller rørsukker
50 g pinjekerner let ristet på en tør pande
1½-2 ts. salt
De karamelliserede rødløg:
På en lille pande eller i en gryde varmes olivenolien op og chipotle chilien svitses heri, før rødløgene tilsættes sammen med ½-1 ts. salt. Lad det svitse sammen et par minutter og så tilsættes den mørke balsamico sammen med den brune farin. Rør rundt indtil al balsamicoen er fordampet. Smag til med evt. mere salt, sukker eller balsamico. Sæt til side.
Blomkålen:
Del blomkålen i buketter, der ca. har samme størrelse som valnødder med skal. Smid dem ned i en kasserolle med kogende vand og 1 ts. salt, lad vandet komme op og koge igen, skru ned til middel varme og lad dem småkoge under låg i 4 minutter. Hæld vandet fra. Tag halvdelen af blomkålsbuketterne og put dem i en minihakker med estragon, havrefløde og et fingerknibs fint salt. Blend til en jævn masse. Pisk ægget sammen og tilsæt halvdelen til blomkålspuréen og blend igen.
Samling:
Beklæd en bageplade med bagepapir. Pak filodejen ud. De tynde ark udgør rektangler, som klippes med en saks ned gennem midten af den lange side. Klip alle arkene på én gang. Tag nu et ark og pensl det på begge sider med et tyndt lag solsikkeolie. Placér 1 spsk. blomkålspuré i midten på den øverste del af den af smalle del af et ark. Ovenpå blomkålspurén placeres ½ ts. ristede pinjekerner, 1 spsk. karamelliserede rødløg og en blomkålsbuket. Fold filodejen omkring fyldet. Bøj begge siderne indover den fyldte del og fold/rul videre. På den måde lukkes enderne. Læg pakken med den løse ende nederst på bagepapiret, og gentag processen indtil der ligger ca. 12 pakker på bagepladen. Pensl nu hver enkelt pakke med resten af det sammenpiskede æg, og drys med sesamfrø.
Bag pakkerne i en forvarmet ovn ved 180 gr. varmluft i 20 minutter.
Comments