Jeg er blevet lidt træt af den sædvanlige squashkage med kanel og kardemomme, så nu har jeg rystet posen lidt, og det er der kommet squash muffins med citron og abrikos ud af. Lige til en kop kaffe eller med i madpakken.
Til 12 stk.
100 g vegan block eller smør
2½ dl soyamælk eller mælk
2 æg
½ groftrevet mellemstor squash (ca. 3 dl)
75 g finthakkede mandler
60 g finthakkede tørrede abrikoser
2½ dl mandelmel
1½ dl kartoffelmel eller hvedemel
1½ dl sukker
1 ts. vaniljesukker
2 ts. bagepulver
½ dl friskpresset citronsaft
fintrevet skal af 1 øko citron
12 papirforme til at putte i hullerne i muffin formen
Riv squashen og bland den i en skål sammen med 1 spsk. sukker. Sukkeret trækker væden ud af squashen og efter ca. 10 minutter kan væden i squashen presses ud gennem en si.
Den revne squash blandes nu i en skål med sukker, vaniljesukker, citronskal, mandelmel, kartoffelmel, citronsaft, hakkede mandler, tørrede abrikoser og bagepulver.
I en gryde smeltes vegan block. Tag gryden af blusset og tilsæt soyamælk og æg og pisk det hele godt sammen, hvorpå det røres sammen med resten af ingredienserne i skålen.
Fordel dejen i de 12 muffinforme og bag dem i en forvarmet ovn ved 175 gr. varmluft i 25 minutter.
Comments